For et par uger siden sad jeg til en interessant paneldebat om Europa Parlaments valget. Vi var et par hundrede studerende som havde lagt bøgerne fra os, og kommet op at bibliotekskælderen for at høre vores kommende politiske repræsentanter i det Europæiske parlamentariske organ som kendere konsekvent omtaler som EP.

Jeg ved egentligt ikke rigtig hvorfor jeg kom. Jeg har altid haft en mave reaktion der siger mig at ”A, stemmer Nej” (for at citere min far). Jeg kommer fra en hjem hvor EU var noget man var imod og euro’en var noget man købte blå gulddåseøl for.

Jeg blev dog positivt overrasket over debatten. Der var en lang række unge om kompetente mennesker der gerne ville vælges til parlamentet, og de diskuterede hårdt og brutalt med hinanden. Der var nogle gennemgående temaer; de var alle sammen for miljøet, velfærd og frihed. De var til gengæld alle sammen imod mænd der køber importerede sexslaver, mishandling af uskyldige baby dyr og gift i mad.

Der var dog en enkelt uenighed, som virkeligt kunne sætte gang i debatten og få sindene i kog. Det var en uenighed gik på hvor videt EU er en politisk kampplads eller ej. Holdningen blandt de fleste partier virkede til at være at, Danmarks EU debat har i alt for langt tid være præget af en primitiv modsætning imellem ja og nej siden. Det er vigtigt at vi kommer videre og indser at EU er en politisk kampplads på linje med folketinget. Derfor skal men i en Europaparlaments debat, ligesom enhver anden politisk debat, snakke indhold og reelle politiske modsætninger i stedet for institutionen EU.

Jeg spurgte hvad de ville gøre ved arbejdskraftens frie bevægelighed, som lige nu underminerer danske lønmodtageres arbejdsforhold. Dertil var svaret at det var et spørgsmål om EU’s indre marked og dermed en spørgsmål om at være for eller imod EU’s institutioner. De var ikke imod EU, så det eneste vi kan gøre ved østarbejdere, er at bede dem pænt om at melde sig ind i en fagforening.

Jeg vil fortælle jer om en dejlig oplevelse jeg havde i dag. På vej ned til min læsesal løb jeg ind i en studine som er ulandsfrivillig i sin fritid. Hun er et utroligt sympatisk menneske, der har valgt at vie sit liv den sultende befolkning i den tredje verden.

Hun fortalte mig at vi i Danmark er vi født med en sløvske i røven; vi er et af rigeste samfund i verden, veluddannede fordi vi alle har lige adgang til uddannelse helt op til universitetsniveau og vi har mulighed for at bruge al den fin kultur man kunne ønske sig. Derfor er det utroligt vigtigt at vi giver igen til de mennesker der ikke er så heldige for som os. Det er vores byrde som en velstillet nation, at løfte den 3. Verden ud af den fattigdom vi igennem hundreder af år har tvunget dem ned i. Det er jo trods alt vores skyld at de er så tilbagestående, så er det også vores ansvar at løfte dem op igen.

Lige for tiden arbejder hun med at organisere en 20 fods container med tøj, der skal sendes til en landsby i et afrikansk land. Hun har haft tæt kontakt til en masse virksomheder som meget gerne vil hjælpe hende. Virksomhederne var utroligt behjælpsomme, med at afskrive deres vinterkollektion. Der skal jo ryddes ud til sommersalget, og man kan trods alt lige så godt gøre det, på en måde der hjælper menneskerne i de varme lande. Hun var utroligt spændt fordi der om to måneder vil menneskerne i en landsby i Afrika være iført hvide sponsor t-shits, dynejakker og lilla g-streng. Det bliver fantastisk.

Det vidunderlige er ikke så meget tøjet, men snare at det nærmest er helt kunstværk i sig selv. Man ser mødet imellem de to livsverdner – på den ene side den autentiske afrikanske landsbykultur, og på den anden side den vestlige forbrugerisme. Sagt med andre ord, mødet imellem subjekt og varen. Det normale møde, ville være udtrykt ved subjektet der vil udtrykke sig igennem forbruget af vestlige varer. Dette gøres for at tilskrive sig selv deres immaterielle værdier varen besidder, og dermed skabe immaterielle billeder af sig selv.

Men når mødet er imellem de vestlige kulturelle varer og den afrikanske landsby, er det er ikke længere som en dansker der udvikler sin egen identitet igennem forbruget af en vare, men derimod den afrikanske landsbys overtagelse af den vestlige kulturs symboler ag affekter. Denne overtagelse er ikke et spørgsmål om identitetspolitik, men et spørgsmål om et autentisk møde imellem subjektet og verden. Det bliver en instrumentalisering af de vestlige varer, og et autentisk møde imellem behov og tilfredsstillelse af dette behov. Det vil være subjektet der vil have magten, da det ikke er subjektet der udtrykker sig igennem varernes utryk (som er bestemt af et kapitalistisk firma). Det er derimod subjektet der skralder varens ikke-materielle værdier af (fordi de ikke forstår logoet på sponsor t-shirten) for at kunne anvende varens rene autentiske nytte. De står altså i et direkte og autentisk forhold til varen, hvorimod den vestlige forbruger ville står i et fremmedgjort forhold til varens immaterielle værdier.

Der var dog ikke så mange gavmilde givere, som hun havde håbet. Containeren er kun en 1/3 fuld, men finansieringen er jo sikret igennem en pulje under Danida, så det er uden konsekvens. Hun har også hørt at tøj fra vesten ofte bliver stjålet af kriminelle grupper, og brugt til at udkonkurrere lokale tøjproducenter. Men disse praktikaliteter ændrer jo ikke ved den æstetiske pointe ved projektet, og måske vigtigere, ved den følelse man får i maven når man giver en sort mand et stykke af andre menneskers rigdom.