For et par uger siden sad jeg til en interessant paneldebat om Europa Parlaments valget. Vi var et par hundrede studerende som havde lagt bøgerne fra os, og kommet op at bibliotekskælderen for at høre vores kommende politiske repræsentanter i det Europæiske parlamentariske organ som kendere konsekvent omtaler som EP.
Jeg ved egentligt ikke rigtig hvorfor jeg kom. Jeg har altid haft en mave reaktion der siger mig at ”A, stemmer Nej” (for at citere min far). Jeg kommer fra en hjem hvor EU var noget man var imod og euro’en var noget man købte blå gulddåseøl for.
Jeg blev dog positivt overrasket over debatten. Der var en lang række unge om kompetente mennesker der gerne ville vælges til parlamentet, og de diskuterede hårdt og brutalt med hinanden. Der var nogle gennemgående temaer; de var alle sammen for miljøet, velfærd og frihed. De var til gengæld alle sammen imod mænd der køber importerede sexslaver, mishandling af uskyldige baby dyr og gift i mad.
Der var dog en enkelt uenighed, som virkeligt kunne sætte gang i debatten og få sindene i kog. Det var en uenighed gik på hvor videt EU er en politisk kampplads eller ej. Holdningen blandt de fleste partier virkede til at være at, Danmarks EU debat har i alt for langt tid være præget af en primitiv modsætning imellem ja og nej siden. Det er vigtigt at vi kommer videre og indser at EU er en politisk kampplads på linje med folketinget. Derfor skal men i en Europaparlaments debat, ligesom enhver anden politisk debat, snakke indhold og reelle politiske modsætninger i stedet for institutionen EU.
Jeg spurgte hvad de ville gøre ved arbejdskraftens frie bevægelighed, som lige nu underminerer danske lønmodtageres arbejdsforhold. Dertil var svaret at det var et spørgsmål om EU’s indre marked og dermed en spørgsmål om at være for eller imod EU’s institutioner. De var ikke imod EU, så det eneste vi kan gøre ved østarbejdere, er at bede dem pænt om at melde sig ind i en fagforening.
